Efternavne Sogne
Fornavne Tidslinie

Personer

Christian Boesen
Marie Boesen

Historier

Andrea Rasmussen

Andrea var det mest elskelige menneske jeg huske...

Anne Boesen om sit liv

- skrevet i februar 1990 - Min far og mor blev g...

Beretning til Nationalmuseet om et sjællandsk husmandshjem

Således var titlen på en artikel i Husmandsalman...

Breve fra Svend Iversen

Brevveksling med lillesøster Hedvig var hjerteli...

En af Holbæks første damer

Marie Methine Pedersen var en af de første kvind...

Fæsteprotokoller

Fæsteprotokoller indeholder navne på personer, d...

Følte sorg, naar noget ikke lykkedes

Skræddermester H. C. Pedersen Øster Ulslev, har ...

Gamle Ivert Christensen

Da Hønsehalsen var i sin barndomstid, var Lars...

Gdr. Lars Iversen, Bognæs

Gaardejer Lars Iversen, Bognæs, er i Dag død på ...

Greorkgaard var firlænget med stråtag

Gården var firlænget med stråtag, beliggende lig...

Hanne Schwedler - Født i 1891 og den ældste i børneflokken

Min mormor Hanne Schwedler, født Iversen, var de...

Hans Martin Iversen

Jeg var ældste søn i familien med 3 ældre søstre...

Hans Petersen Boesen

I 1937 købte Hedvig - dengang Iversen - fra Tu...

Henry Iversen

Henry fortæller om sine drengeår, samt i uddrag ...

Hils fra mig derhjemme

Tove Irene Paulsen har skrevet denne dejlige san...

Historien om Chr. Boesen

Christian Boesen blev født på gården i Stouby de...

Inger Boesens beretning om slægtsgården

I vores familie i Stovby har vi et stykke træ, s...

Jens Karl Iversen

I 1925 fik mine forældre, tildelt 10 tdr. land j...

Jens Karl Iversen

I forbindelse med at min mor har bedt mig indskr...

John Martin Iversen

In thanksgiving for the life of John Martin ...

Kidserup Mølle

Brevveksling mellem 2 grene af samme familie fra...

Lars Iversen

Var man født i sidste halvdel af forrige århundr...

Lars Iversens Jordefærd

Gdr. Lars Iversen, Bognæs, forhen Uglerup, begra...

Laura Marie Johansen

Dette brev skrev Laura til sin søster Marie omkr...

Leveforhold børn på landet.

Skudsmålsbøger, Beskrivelse af kirkebøger, Revse...

Lidt om os fra før 1946

Før 1946 var hjælpen en enepige, ikke en hjemmeh...

Lise og Irene om deres mor

Det hele starter i 1912 hvor vores Mor blev født...

Margaret skriver om sin far

Hans blev født den 11. november 1897 på festdage...

Marie Methine Pedersen

12 år gammel kom Marie ud at tjene, først i omeg...

Min mormor, Martha

Jeg er blevet bedt om at skrive lidt om min morm...

Nekrolog over Svend Iversen

Svend Iversen, Holbæk Amts Vestreblad den 7. mar...

Sangen om Tuse Næs

Tuse Næs, eller Næsset, som de indfødte kalder d...

SÅDAN BRYGGER MAN ØL PÅ GAMMELDAWS FACON

Det er ikke mere end godt en snes år siden, at d...

Uddrag af Laura´s breve

Brevene fra Laura til Hedvig og Hans var hjertel...

Uddrag Skudsmaalsbøger

Tyende var medhjælpere, der tjente hos private m...

Uglerup Huse, Tuse Næs

Som det fremgår af familien Iversens historier o...

Viggo Iversen blev Uddeler

Viggo Iversen kom i lære i Holbæk brugsforening,...

 Historien om Christian Boesen  (1897 – 1981)

 

► I 1923 blev Christian gift med Marie Simonsen
► Inger taler henført om det liv og den livsglæde
► Besættelsen i april 1940
► Christian og Marie kunne fejre sølvbryllup
► I 1953 satte han gang i en større ombygning
► Den 27. juni 1957 var der bryllup på gården
► Tresserne bliver en mere stilfærdig periode
► I 1972 hvor Christian blev 75 år

Christian Boesen blev født på gården i Stouby den 20. februar 1897 som den ældste af 6 børn. Han blev meget tidligt pålagt et stort og tungt ansvar, idet hans far, Hans Peter, døde allerede i 1918 somoffer for den tids store tuberkuloseepidemi. 
Han måtte derfor allerede som 21-årig træde i sin fars sted og sammen med sin moder, Laura, drive gården videre og ikke mindst sikre dagligdagen for sine søskende, Johanne, Anne, Katrine, Hans og Aksel, hvortil kom støtte til og forsørgelse af en ugift faster, som boede i huset overfor gården.

Der er ingen tvivl om, at det store ansvar, den trods alt unge mand måtte bære, har præget ham og gjort ham lidt mere alvorsfuld eller alvorstynget, end han måske inderst inde var. På billeder af Christian som dreng ser man et glimt i øjet og en spøgefuld spirrevip, som måske er lidt svær at forbinde med den senere milde strenghed og alvor i hans voksne udtryk.

Christian nåede trods sine tidlige forpligtelser dog et landbrugsskoleophold i 1920. Militærtjeneste blev ikke aktuel – han havde alderen under 1. verdenskrig, hvor Danmark var afrustet, og samtidig gjorde en svær synsnedsættelse på det ene øje ham uegnet.

Måske kan man sige, at Christian ikke fik chancen for at overveje andre veje i livet end den traditionelle, at videreføre slægtsgården, der havde været i familiens eje siden slutningen af 1700-tallet. 
Ingen ved, om han for alvor ville noget andet, men det står fast, at han havde stor interesse for det lidt mere akademiske – han læste meget og holdt af at regne ”for sjov”.

Mulighederne for at tage en uddannelse ville have været få, men måske havde han vovet springet under andre omstændigheder. Det er i hvert fald bemærkelsesværdigt, at alle hans senere poster og udadvendte engagement ikke er rettet mod det landbrugsfaglige men mere mod politik, foreninger og organisationer

I 1923 blev Christian gift med Marie Simonsen
der var født 1898 i Væggerløse. Maries far var tømrer, men døde allerede i 1904. Christian og Marie har på denne lidt sørgelige måde haft et skæbnefællesskab, idet de begge vidste, hvad det ville sige at miste forældre i en meget tidlig alder.

Inger ved ikke præcist, hvordan de har mødt hinanden, men Marie arbejdede i en periode på mejeriet i Stouby – ikke langt fra gården lidt længere ned ad vejen, så der har været lejlighed til at lære hinanden at kende, stille og roligt..

Sammen fik de Inger og Jens Peder i 1924 og 1928, mens de boede i det nybyggede hus på Stoubyvej, der senere blev Annes.

Christian og Marie overtog formelt gården fra Christians mor i 1937, hvor de også byttede bolig, således at Laura nu flyttede hen i ”Annes hus” med bl.a. Anne, som da var 29 år.

Hurtigt blev han en engageret og opfindsom – men måske lidt forsigtig – landmand. På gården i Stouby står der stadig sindrige små opfindelser og konstruktioner, som har gjort det hårde arbejde i dagligdagen lidt lettere.

Gården var dengang på ca. 90 tdl. med køer, heste og lidt grise og blev drevet med i hvert fald to karle og fodermester, i perioder pige i huset samt sæsonhjælp i høst og efterhånden også ved roelugning. I skrivende stund – 2009 – er det den eneste gård i byen, der fortsat er i familieeje. Den dyrkes dog med fremmed hjælp fra en af nabogårdene, som er vokset voldsomt gennem den seneste generation.

Inger taler henført om det liv og den livsglæde
der var dengang – det er både forståeligt, at savnet er stort, og det er såmænd også utroligt, at en gård på den størrelse har sikret udkomme til så mange mennesker - kun 75 -100 år tilbage. 

Hun husker aftensborde med 12 – 14 mennesker eller flere på kost til f.eks. høst. Uanset årstiden havde alle været i gang udenfor og indenfor med alle tænkelige aktiviteter – fodring af køer, grise, heste, høns, udmugning, malkning, madlavning, vask, have- og markarbejde og ikke at forglemme i februar den traditionelle ølbrygning.

Omsætningen af mad har været betydelig – på gården findes endnu bageovn, der er bygget ind i muren i bryggerset, gruekedel, saltkar, øltønder og brændekomfuret og meget andet. Meget mad blev selvfølgelig lavet hjemme, men gamle kontrabøger fra købmanden i Stouby, hvor man handlede på ”bog” med en måneds kredit, viser tydeligt at der også blev købt ganske meget ind. Samtidig kom fiskemand, slagter og mølleren fra Stouby Mølle forbi flere gange om ugen med nødvendige forsyninger.

Med årene blev der også mere tid til alt det foreningsarbejde og organisationsarbejde, der måske var hans allerstørste interesse, og som fra trediverne mere og mere kom til at præge Christians og fami-liens liv.

Alligevel var der plads til samvær med familien – både selvfølgelig med Marie og børnene og med de søskende, der efterhånden som de blev voksne og fik egne familier havde deres gang på gården både til hverdag og til talrige sammenkomster gennem året – fødselsdage, høstfester og meget andet.

Inger husker lige fra barndommen til langt senere i livet samhørigheden og samværet med fastre og farbrødre, tanter og onkler og senere fætre og kusiner som et meget vigtigt holdepunkt i både hendes og sikkert mange andres tilværelse.

Man kom meget tit hos hinanden – ofte uanmeldt og på gensidig fornemmelse af, det er ”på tide”. Hun husker tydeligt, at man sådan kunne gå rundt og regne med at ”de fra Gedser, Marrebæk, Højet eller Lundby” nok kom i aften, og det holdt som regel stik. På samme måde tog man fra Stouby til de andre – først med hestevogn og senere fra o. 1950 i den første gamle Ford.
Snakken står også klart i Ingers erindring. Om løst – men også ofte om fast. Christian var langt fra det eneste sognerådsmedlem i familien, som jo også rummede svoger Johannes fra Marrebæk, der i mange år var sognerådsformand i Væggerløse. Mange væsentlige emner er givet blevet vendt og drejet – i Johannes tid med sikkerhed udviklingen af Marielyst, som var stærkt inspireret af ham. Onkel Hans fra Højet og Christian var de to ældste, men Hans var vistnok Konservativ, og det kunne også give anledning til en drillende, men altid godmodig snak. Aksel havde sine meningers mod fra sine år i Amerika, mens Hans, som var yngst, måske ofte har syntes, at det var sjovere at være sammen med ”de unge”. Jens Peder havde i hvert fald de allerbedste erindringer om sjove timer med den ”unge onkel”.

De tre søstre, Johanne, Katrine og Anne og svigerinderne Barbara og Hedvig har  -- måske ?? --været mere stille, og sikkert er det i hvert fald, at der var en vis kønsopdeling, når man var sammen. Efter maden gik mændene nemlig i stalden, kørte marktur eller lignende og satte sig derefter i en stue, mens damerne sad i en anden.

Inger husker under alle omstændigheder 
tydeligt, at det under den megen selskabelighed i familien lå Christian meget på sinde, at alle søskende, selvom de havde mistet deres far så tidligt, og Christian var blevet ”manden i huset”, skulle føle, at det stadig også var deres barndomshjem, hvor dørene altid var åbne.
 
Hun husker også besøg fra Sjælland og Lauras familie eller genbesøg deroppe: en dagsrejse med overnatning, naturligvis. De første ture var tilmed med sejlads, fordi Storstrømsbroen endnu ikke var færdig. Man havde tid, spiste frokost, aftensmad, tog i marken sammen.

Man har indtryk af, at det familiemæssige og som sagt efterhånden tillidsposterne og organisationsarbejdet er det blivende og stabile i Christians liv i disse år, men der er ikke tvivl om, at andre sider af livet har været mere omskiftelige.

Således var trediverne også en vanskelig tid på gården i Stouby. Sammen med verdenskrise og arbejdsløshed forværredes også landmændenes forhold dramatisk. Priserne faldt, og mange gårde gik på tvangsauktion, mens andre valgte dramatiske politiske løsninger som f.eks. støtte til det yderliggående LS.

Meget landbrugsproduktion blev på grund af prisfaldene og den almindelige usikkerhed reguleret. F. eks. udstedte man svinekort, der gav landmændene ret til at levere et – begrænset – antal svin til nogenlunde faste priser.

Vi har ikke rigtig nogle vidnesbyrd om, hvad Christian har tænkt om de mange omvæltninger, bortset fra at han helt sikkert har været fast knyttet til Venstre i hele perioden. Han sad således fra 1933 - 1943 i sognerådet i Væggerløse – altså i en tid med betydelig fattigdom og behov for hjælp fra en offentlig kasse, der stort set kunne stå hjemme i en skuffe i Christians skrivebord.

Mangelen og måske ligefrem nøden var sådan – som en lokal bekendt nylig har fortalt - at der i hendes familie ikke var for meget mad i denne tid, og at hendes søster af og til fik lov at komme forbi på gården og få ren fløde for at holde vægten så nogenlunde.

Besættelsen i april 1940
kom næppe som den helt store overraskelse for familien i Stouby. Militært forløb det forholdsvist roligt på Falster og i Stouby, selvom Inger og Jens Peder har fortalt meget om den dag – den 9. april – hvor tyskerne marcherede op ad Gedser Landevej, nordpå, mens de berømte jagere og bombefly lå i luften. De har også fortalt levende om bombardementerne over Rostock fra de flyvende amerikanske fæstninger, som overfløj gården og satte byen nede på den anden side Østersøen i flammer, der kunne ses fra ladetaget.

Krigen var på mange måder med til at forandre landbrugets vilkår – igen. Der opstod jo hurtigt en ret massiv efterspørgsel og leveringspligt på fødevarer til tyskerne og til priser, vi næsten ikke kan forestille os i dag. Jens Peder har senere tit fortalt, at fodermesteren, som selvfølgelig skulle sørge for så meget mælk fra køerne som muligt – der var ca. 30 dengang - hældte masser af korn i de umættelige dyr.... til ca. 100 kr. pr. tønde korn. Man kunne få meget for 100 kr. i fyrrerne.

Der er ikke mange vidnesbyrd om, hvad Christian har tænkt om krigens udvikling, og hvor den ene eller anden placerede sig i forhold til besættelsen og tyskerne. Stouby var jo ikke krigens brandpunkt, men der var faktisk både folk med tyske sympatier og tilløb til modstandskamp.

Det er dog nok ikke helt forkert at antage, at Christian først og fremmest stadig har følt, at ansvaret for gården og den store familie har vejet tungest samtidig med, at hans rolige gemyt har motiveret ham til at tro på, at det hele nok ikke ville gå så galt, som det af og til kunne se ud til.

Under besættelsen voksede Inger og Jens Peder op – de var 21 og 17 år ved befrielsen. Det var også tiden, hvor Marie og Christians mødre døde – begge med få dages mellemrum så sent som i april 1945.

Christian og Marie kunne fejre sølvbryllup den 27. juni 1948


Dagen var på mange måder en markering af, at Christian nu som 51- årig mand i sin bedste alder sammen med Marie havde opbygget mange – og forskellige - kontakter og berøringsflader, familiemæssige, lokale, private, arbejdsmæssige og organisatoriske. Man skal nok ikke som i dag tænke så meget i venner, man bare vælger frit, men meget mere på et stort fællesskab som er der, og som man er en del af.

Festen måtte deles i flere etaper. 100 mennesker om aftenen på selve dagen og lige så mange til andendagsgilde. Inger kan stadig berette om begivenheden, støttet af de mange billeder af en kæmpe æresport, Christian og Marie næsten begravet i blomster-gaver og alenlange borde med glade ansigter fra selve festen. Man fornemmer virkelig en samhørighed blandt de mange mennesker: familien, både den fra Falster og Lauras slægt fra Sjælland (omkring Haldager og Fuglebjerg), folk fra Stouby, organisationsfolk og andre med tilknytning til landbruget – dyrlæge, haglskadeforsikringsfolk, foderstofforeningsfolk, mælkekontrol, mejerifolk og mange andre – alle løst eller fast vævet ind i et fællesskab, der hvilede på et landbrug, der stadig fyldte rigtig meget i de allerfleste menneskers liv.

Det med fællesskabet dengang er måske nok endnu en bemærkning værd. Inger fortæller (igen) om aftnerne ved gadekæret eller i haven, hvor karle og piger fra alle gårdene kunne mødes og ”lege”, som hun siger. Billedet er måske romantiseret lidt, men det står jo i hvert fald fast, at ingen sad for sig selv ved fjernsyn eller computer.

På samme måde med de ældre. Et enkelt eksempel er jagterne i oktober, hvor folk fra gårdene i hele Stouby mødtes og sammen gik over markerne og skød – passende – hvad der bød sig. Jagten fulgtes op af frokost og måske middag om aftenen. Der blev selvfølgelig sluttet af med jagtgilde i november, hvor stort set alle – mænd og koner fra gårdene og andre inviterede -  var samlet til spisning af harer og fasaner.

Alt i alt kan man sige, at tiden efter krigen nok har givet Christian en fornemmelse af, at ansvaret for det hele lettede en smule. Han var nu, som man kan se på billederne, en moden og selvbevidst mand, der vidste, at han havde klaret det. De yngre søskende var efterhånden blevet etableret rundt omkring på gårde i Gedser, senere Lundby, Højet og Marrebæk, og Anne boede ”henne” i huset.

I 1953 satta han gang i en større ombygning af gården.
Hele stuehuset blev sat i stand med ny facade og bl.a. toilet og badeværelse, og avlsbygningerne fik nyt tag. Ombygningen blev fuldendt i 1960, hvor den røde facade ud mod haven blev helt afsluttet. 
Som sagt var Christian måske alligevel forsigtig – idet han ikke ellers satte gang i udbygning af gården eller ved tilkøb af jord. Han har givetvis haft en fornemmelse af, at driften var omfattende nok og også fremtidssikret, sådan at Jens Peder ville kunne overtage og drive den videre når den tid måtte komme.

Den større selvsikkerhed og måske frigjorthed kom også til udtryk i nye tillidsposter. Christian blev indvalgt i den lokale venstrevælgerforening og derefter til bestyrelsen i selve valgkredsen i Nykøbing.  Christian sluttede som formand for vælgerforeningen med betydelig indflydelse på opstilling og kontakt med folketingskandi-daten/folketingsmedlemmet.

Der kan nævnes mange flere tillidsposter – vandværk, skatteråd (en slags klagenævn i skattesager), bestyrelsesarbejde i Foderstofforeningen i Nykøbing, formand for Haglskadeforsikringen, garant i Landbostandens Sparekasse og medlem af repræsentantskabet for slagteriet i Nykøbing. De mange poster gav mange timers arbejde ved skrivebordet hjemme på gården, men også møder, rejser og udsyn.

Christian var tit på Axelborg i København med slagteriet og kom også til Christiansborg som vælgerforeningsformand. Engagementet på slagteriet kulminerede med en rejse i 1957 til England, der helt sikkert var med til at skærpe blikket for landbrugets afhængighed af sikre eksportmarkeder som det engelske og måske sætte de første tanker i gang om nødvendigheden af et medlemskab af EF, som netop blev grundlagt på dette tidspunkt.

Selvbevidstheden havde også andre udtryk. Christian fik nu syet sit tøj hos en skrædder i Nykøbing og gik i engelske skjorter. Han fik tøj med hjem i udvalg fra Th. Rasmussen, der leverede personlig betjening. Der blev anskaffet en næsten ny Opel Kaptajn. På familieindkøbsturene til Nykøbing – det var arrangementer på flere timer med adskillige ”ærinder” - blev det en vane at slutte af på konditori med kaffe og kage.

Han har sikkert nydt, endelig at kunne ofre lidt på sig selv også.

Den 27. juni 1957 var der bryllup på gården.
Jens Peder blev gift med Else (f. Kristensen), som kom fra Idestrup. 
Ægteskabet varsler på sin egen måde om nye tider på gården: Else var ikke fra en gård og tilmed selverhvervende som frisør. Der var meget nyt at vænne sig til, og der skulle såmænd komme mere.

Samtidig gentoges og næsten kopieredes forberedelserne til generationsskiftet fra sidste gang, idet der opførtes endnu et hus for enden af Stoubyvej ved siden af Annes. 
Her boede Jens Peder og Else fra 1957, ligesom Christian og Marie havde boet inde ved siden af indtil skiftet i 1937.Jens Peder var nu næste 30 år og førtes under Christians myndige vejledning gradvist frem mod den endelige overtagelse af gården den 1. juli 1967 og mageskiftet i februar 1968.

Christian blev i disse år svækket 
af et ikke for stærkt helbred. Han havde i sine unge år dyrket en del gymnastik og også været gymnastikleder, men lagde det til side, da opgaverne på gården jo tidligt blev pålagt ham. Opgaver og ansvar har måske også tæret mere, end han udadtil ville vise og være ved, Christian var jo ikke en mand, der talte meget om følelser og bekymringer. Han holdt det for sig selv – måske for ikke at belaste andre.

Omkring 1960 blev han ramt af et mildt hjertetilfælde, som gjorde det nødvendigt for ham at begrænse deltagelsen i det hårde arbejde udenfor en del. Han kunne nu ses i den karakteristiske gule arbejdsjakke, mens han måske fordrede nogle af grisene eller tømrede eller reparerede.

De gule arbejdsjakker var faktisk en slags statussymbol dengang. Jakkerne markerede med den sarte farve, at man ikke forventede at blive beskidt, og at man uden videre kunne skifte fra stalden til det uformelle møde med dyrlægen eller mejeristen eller hvem der ellers kunne komme forbi.

Det tunge arbejde overgik nu til andre, og det lod sig forholdsvist let gøre. Sammen med begyndende mekanisering var stadig to – tre karle og Jens Peder på gården. Hestene forsvandt omkring 1960, og der kom traktorer til allerede i halvtredserne og for alvor i begyndelsen af tresserne sammen med selve revolutionen - en seksfods, bugseret mejetærsker – Nordsten – til erstatning for selvbinderen.

Tresserne bliver for Christian en mere stilfærdig periede.
med begyndende afvikling til et ekko af store forandringer udefra. Jens Peder overtager gården i 1967 og landbruget mister i disse år i lyntempo sin dominerende rolle.

Der kom også børnebørn til – Ole og Anne-Marie. Ikke mindst Ole, som fører pennen i dette lille portræt, nød godt af sin farfars opmærksomhed og interesse for at lære fra sig. Der blev terpet til sent om aftenen, og det var nødvendigt at lære sig at læse ret tidligt for at få nattesøvnen..! Fodbolden i haven overlod Christian til andre.

Måske og forhåbentlig er det med baggrund i Christians tidlige påvirkning lykkedes at realisere noget af den drøm om at læse, som han nok selv havde - som netop en drøm, der for ham aldrig kunne virkeliggøres. Måske ville han også finde glæde ved, at gården stadig er i familiens eje og forventes videreført efter en større og nødvendig renovering.

Den begyndende mekanisering, gårdsammenlægninger, afvandring til byerne og den gradvise lukning af købmand, mølle, mejeri, smedje var med til at svække den fællesskabsfølelse, der blot 15 – 20 år før havde været en selvfølge og meget vigtig for Christian og hans families selvfølelse. Folkeholdet blev mindre, der var færre på de andre gårde og byens småvirksomheder, der var så afhængige af gårdene, blev nu købt af ”byfolk”.

Mejeriet, f. eks., havde indtil den gradvise afvikling igennem slutningen af tresserne beskæftiget mange mennesker - i perioder 35 – 40, ikke mindst med osteproduktion. Det var således engang et yderst respekteret job at være ostevender i mejeriets store kælder!

 Det var ikke længere sådan, at VU-ballerne havde 600 deltagere på hotel Baltic i Nykøbing, karlene begyndte at være lidt ”troløse” og stille lønkrav, der var svære at indfri og acceptere, fordi de stadig oftere havde andre muligheder i industri og håndværk, og man begyndte at gifte sig udensogns og tilmed ikke altid med landmænd og piger fra de andre gårde.

”Byfolkene” kom med andre værdier og en fast vending sneg sig efterhånden ind på gården: vi kender jo ikke dem ”oppe” i den anden ende af byen mere, og de hilser heller ikke altid. Der boede vel omkring 175 - 200 mennesker i byen omkring 1970, så der var andet på spil – de var fremmede og bragte noget med sig, som var så helt anderledes end det, der havde været bærende for Christian og familien.

Man kan derfor nok godt sige, at det blev lidt sværere for ham helt at forstå og acceptere den tid, han levede og virkede i.

Ole husker meget tydeligt fra de år, at der i familien i Stouby – men nok især hos Christian og Marie var en mild undren over tidens tøjeri og måske også en fornemmelse af en slags isolation fra det omgivende samfund og de nye værdier – de mente ikke, at ”man” forstod landbrugets vilkår. Det er sikkert en følelse, som opstod hos mange ældre landmænd dengang.

I 1972 hvor Christian blev 75 år.
interviewedes han til Folketidende og gav udtryk for en skepsis overfor medlemskab af EF, som Danmark skulle stemme om senere det år. Han blev vist misforstået lidt og mente nok, at storproduktion og industrialisering af landbruget nok var nødvendig, men også beklagelig. Det var noget andet, han lagde vægt på – det rolige stabile liv som landmand med masser af udadvendthed og naturlig position i lokalsamfundet. Han var ikke så optaget af investeringer og udvidelse – det der i årene efter optagelsen i EF har ændret landbruget og landbrugssamfundet totalt.

Christian og Maries sidste helt store øjeblik var guldbrylluppet i 1973. 
Endnu engang samledes familie, venner og bekendte fra nær og fjern – 75 mennesker i telt på gården i Stouby.

I løbet af sommeren 1974 fik Christian endnu et svært slagtilfælde og var længe indlagt på sygehuset. Han kom sig aldrig helt og fik sit næste slag, da Marie døde i 1977.

De sidste år levede han sammen med Inger i aftægtshuset. Han var til sidst blevet meget stille og fandt sin fred med avisen og i stigende grad også fjernsynet, som han og Marie først havde anskaffet meget sent.

Christian Boesen døde den 30. januar 1981 – 83 år gammel. 

John Holm, 24-04-2019 12:49:06